Høg over and

af Bjarne Nielsen & Martin Jessen

I forbindelse med en tur til Rügen i dagene d. 18.-22. oktober 2002 oplevede vi, hvordan en Havørn forsøgte at skaffe sig lidt morgenmad.

Klokken lidt over halv ni om morgenen d. 21. stod vi på bakken ved campingpladsen i Banzelvitzer Berge og skuede ud over den sydvestlige del af Grosser Jasmunder Bodden, der er en af de utallige Bodden'er, Wiek'e eller hvad man nu lokalt kalder de fjorde, vige og nor, der findes overalt på øen. Vandet var fyldt med rastende andefugle. Der lå Knop-, Sang- og Pibesvaner, Spids-, Grå-, Ske-, Pibe-, Taffel- og Hvinænder, samt en del Toppede lappedykkere. Og over os trak først en flok Blisgæs og dernæst en lidt mindre flok Bramgæs sydover.

Da vi havde nydt skuet en times tid, blev en gammel Havørn opdaget. Den var meget aktiv ovre ved den modsatte bred, hvor den fløj frem og tilbage. Ved nærmere eftersyn opdagede vi, at det var en Gråandrik, der var målet for ørnens aktivitet. Ørnen forsøgte at slå anden, men hver gang den dykkede ned med fremstrakte fangere, dykkede anden, og det var ikke bare et "normalt" dyk. Når den dykkede, var det så vandet sprøjtede næsten en meter op i luften. Ørnen måtte op igen, vende om og forsøge endnu en gang. Hver gang anden dukkede op fra dybet, forsøgte ørnen igen. Det gentog sig måske 20 gange, hver gang med samme resultat. Til sidst var Gråanden dog så træt af dykkeriet, at den ikke nåede ned under overfladen, inden ørnen havde sat sine kløer i ryggen på den. Nu forsøgte ørnen at lette med sit bytte for at fortære det et andet sted, men åbenbart var der flere kræfter tilbage i anden. Ihvertfald lykkedes det ikke ørnen at få sit bytte med i luften. Den prøvede nogle gange, men til sidst sad den bare på nakken af anden, der sandsynligvis var tæt på at drukne under vægten af sin plageånd.

Efterhånden som minutterne gik begyndte flere og flere af de omkringværende Hætte- og Stormmåger at samle sig om makkerparret, Havørnen og Gråandrikken. De blev ret nærgående overfor ørnen, og om det var årsagen, eller der var en anden grund, skal være usagt, men under alle omstændigheder gav den pludselig slip på sit bytte og lettede med en hale af måger efter sig. Den skulle lige prøve at slå Gråanden igen, men efter et par mislykkede forsøg, fløj den op og satte sig i et grantræ lidt oppe ad skrænten, ca. 50 m fra bredden. Efter et par minutter kom magen til og satte sig ved dens side i granen. Vi havde været så optaget af dramaet, at vi overhovedet ikke havde observeret, at den også var i nabolaget.

Gråanden svømmede rundt nogle meter fra bredden og har sikkert været ret tummelumsk efter den hårde medfart. På grund af afstanden kunne vi ikke umiddelbart se, om den havde skader, men mon ikke ørnens store, kraftige kløer efterlod sig nogle spor, som i løbet af kort tid ville betyde andens endeligt.