Blåvinget and på Trillen

af Bjarne Nielsen

Inspireret af Morten Bentzon Hansens fortælling i Panurus 1995-3 om brilleand ved Lako1k syntes jeg, at jeg også ville delagtiggøre Jer i min and.

Den 6. maj 1995 blev jeg om eftermiddagen ringet op af vor nu flyttede formand (for OAS) Kurt Bonde, der fortalte, at han havde hørt, at der skulle ligge en blåvinget and-han på Trillen ved Høruphav. Jeg må nok indrømme, at jeg aldrig tidligere har set sådan en kalorius, og da jeg kun bor 5 km derfra, startede jeg bilen og kørte mod Trillen. Trods ihærdig eftersøgning lod kræet sig ikke se.

Næste morgen var jeg tidligt på færde, og kl. 6.30 var jeg på pletten. Desværre kunne jeg selv fra fugletårnet ikke se anden, så jeg gik ned og gik ud mod de gamle fyrretræer på strandvolden, medens jeg selvfølgelig stadig tjekkede vandene og rørskoven inde i søen. Kl. 6.55 var den der pludselig i kanten af rørene - godt nok på modsatte side af søen, men alligevel. Jeg spurtede tilbage og op i fugletårnet for at få et bedre syn på dyret. Det syntes den åbenbart var en god ide, for den begyndte lige så stille at svømme over imod mig og ikke nok med det. Den svømmede ind gennem rørene og lagde sig i den lille sø til højre for foden af fugletårnet. Der lå den så, kun ca. 25-30 m fra mig, og pudsede sig.

Det var en usædvanligt smuk fugl: den er omtrent samme størrelse som en krikand - måske en anelse større - og ret spinkel af bygning. Næbbet er mørkt (næsten sort) med en lidt lysere farve ved næbroden, hovedet er mørkt med en stor halvmåneformet, hvid plet på begge kinder lige bag næbroden. Den hvide plet går fra lidt under til lidt over øjet og er lidt større i den øverste ende. Øjet er meget mørkebrunt - næsten sort. Bryst, sider og hals er lysebrun med mørkere pletter, der er størst på kroppen og mindre på forbryst og hals. Vingeoversider og ryg er ensfarvet brun og vingerne har mørkere svingfjer. Når vingerne spredes, ses et meget tydeligt lyseblåt vingebånd på forsiden af 'armen' og bag det et smallere hvidt bånd. 'Hånden' er mørkere brun. Gumpen er henholdsvis hvid forrest og sort på bageste halvdel.

Da den havde ligget og pudset sig i ca. 20 min, syntes den, at jeg havde nydt den nok, og svømmede tilbage til den modsatte side af søen, hvor den forsvandt ind i rørene. Det var den velundt, for det havde været en fantastisk oplevelse at se og nyde den så tæt på i så lang tid. Desværre kom der ikke andre ornitologer, medens den lå der, men jeg ved dog at andre, blandt andet Kurt Bonde, også fik lov at se den. Det er en af de små og dog store oplevelser, der gør det sjovt at være ornit.