En lille tur til Vejlerne

af Bjarne Nielsen

Extremadura, Himalaya, Gibraltar, Bosporus og hvad de nu hedder - alle de gode steder, hvor ornitologer samles i næsten lige så store flokke som fuglene. Somme tider føles det som om, man er den eneste, der aldrig har været på disse eksotiske steder. Måske er de ornitologiske oplevelser rige der, men det er ihvertfald ikke ensbetydende med, at man ikke kan få store og rige oplevelser under hjemlige himmelstrøg. Det fik jeg så rigeligt bevis for i min nys overståede sommerferie

Hvorfor har vi egentlig en passion med at se på fugle ?? Hvad er det, der er så fascinerende ved vores hobby ?? Er det nydelsen af fuglenes elegance ?? Er det misundelse over deres evne til at bevæge sig rundt på en måde, som vi aldrig vil komme i nærheden af ?? Eller er det ikke bare en evig jagt efter øjeblikke - øjeblikke hvor vi ser en situation, vi aldrig har set før og som aldrig vil kunne gentages. Hver eneste observation af en fugl er en unik oplevelse, og nogle af disse oplevelser er så specielle, at man vil kunne huske dem resten af sit ornitologiske liv.

Jeg er sikker på, at jeg altid vil tænke tilbage på min tur til Vejlerne d. 12. juli iår som en af de helt specielle og enestående oplevelser. Øjeblikke var der nok af denne dag. Det er umuligt at arrangere øjeblikkene i rækkefølge efter bonitet, for hvert øjeblik har sin betydning og sin egen storhed.

Min første jagt efter øjeblikke gjorde jeg tidligt om morgenen på Bygholm Enge.

Et af de store kom, da et par plettede rørvagtler viste sig på en åben plet i bevoksningen lige neden for Kraptårnet. Hele morgenen havde vi kunnet høre hannens "huitt...huitt...huitt", og nogle enkelte gange havde vi lige set fuglen smutte over det ca. 2 kvadratmeter store, åbne stykke, men nu stod der pludselig et par frit fremme. Det var næsten umuligt at 'fange' dem i teleskopet, så tæt var de på, men det lykkedes, og de blev stående i en evighed. Sådan føltes det, selv om der måske kun gik 10-15 sekunder. Farverne var klare, deres gråbrune, stribede og plettede bug og bryst, den stribede ryg og det kraftigt farvede næb. Den ene fugls næb var kraftigere farvet, rødt og gult, end den andens, der var lidt mattere gult. Pragtfuldt syn - gåsehuden bredte sig !!

Et andet øjeblik var, da to rørdrumme fløj hen over hovedet på den tredie, som vi gennem længere tid havde kunnet iagttage, mens den gik og fouragerede på skråningen ca. 50 m fra tårnet. Tre rørdrumme i samme teleskopfelt - det kan vist kun lade sig gøre i Vejlerne !

Eller de 18 skestorke, der befandt sig i to flokke på 8 og 9 på engen syd for Krapdiget, medens den 18. gik for sig selv i det fjerne. På et tidspunkt kom der lidt røre i flokkene, og en af skestorkene fløj op, tæt forbi tårnet og ud på engen, hvor den dykkede ned i rørskoven.

I området Glombak, der støder op til Bygholm, var det en oplevelse af de store at se en kridhvid silkehejre spadsere rundt små 100 m fra den rastende rovterne, der sad i vandkanten. I perioder havde den - rovternen - hovedet gemt under vingen, ind imellem kiggede den rundt og strakte vingerne. Når man ikke er vant til at se rovterne, forekommer den at være gigantisk. Hættemågen, der sad ved siden af, lignede en dværg. Den var højst halvt så stor som rovternen. Imponerende !!

Senere på dagen gav såvel silkehejren som rovternen lidt flyveopvisning. Silkehejren med sine sorte ben og gule fødder for at finde et andet sted at fouragere, og rovternen blev trods sin enorme størrelse skræmt op, da en rørhøg passerede hen over den. På dette tidspunkt havde en skestork slået sig ned i umiddelbar nærhed af rovternen, så det var en ret eksotisk samling af fugle indenfor et meget lille område.

Flere øjeblikke oplevede jeg med sumpviben. Da jeg efter en tur til Bulbjerg hen på eftermiddagen atter ankom til Kraptårnet, var det i modsætning til om morgenen næsten mennesketomt. Der var faktisk kun en ornitolog tilbage. Det var Lars Paaby fra København, og han havde i et par sekunder set sumpviben ca. 1 time før, så han kunne udpege fuglens omtrentlige position for mig: " i den mørke stribe bevoksning halvvejs mellem anden og tredie lysmast til højre for kirken". Efter ca. 5 minutter var der bid. En rørhøg passerede området, og sammen med 5-6 viber og en flok stære gik sumpviben til vejrs. Den flaksede frem og tilbage over den mørke bevoksning i 10-15 sekunder, inden den gik ned igen og forsvandt ud af syne. Sumpviben adskiller sig tydeligt fra viberne. Dens hvide vinger med brun basis og sorte spidser og de lange gule ben er helt anderledes end vibens sorte vingeoverside med hvide spidser. Efter kort tid havde vi fundet fidusen: vi skulle blot holde øje med det par rørhøge, der åbenbart ynglede lige nord for sumpvibens domicil. Hver gang de passerede over området, skete det samme: sumpvibe, viber og stære gik på vingerne. Det gav os i løbet af et kvarter 7 - 8 iagttagelser af denne sjældne fugl, som efter forlydender ellers kun lader sig se få gange i de tidlige morgen- og formiddagstimer. Vore iagttagelser lå mellem kl. 13.55 - 14.22 !!

Som sagt havde jeg været et smut ved Bulbjerg. Der fik jeg også et par øjeblikke. Fra toppen af Bulbjerg kan man se lige ned i en redehule, som det ene af de 2-3 par mallemukker har indtaget. Ud over dette par sås mindst to andre fugle, der svævede rundt ud for og omkring Bulbjerg. Den ene blev svært moppet af nogle rider, der flere gange tvang den til nødlanding på vandet.

På et tidspunkt kom en flot 2K sule svævende forbi et par hundrede meter ude over havet, men det flotteste var nu alligevel en almindelig kjove og en mellemkjove, der cirkulerede ud for kysten. De kom fra nord, fløj efter riderne ved Bulbjerg, trak ud over havet, fløj nordpå, ind mod kysten og igen sydpå ned til Bulbjerg og så videre. Jeg stod oppe på Bulbjerg sammen Søren og Simon Nygaard, og vi havde godt medlys på kjoverne, når de kom nordfra langs kysten og passerede tæt forbi Bulbjerg. Den almindelige kjove var af den mørke fase, medens mellemkjoven var af den lyse fase med den typiske hovedtegning, stribet undergump og 'snoede' halefjer. Denne fugl var forøvrigt mindst 1 måned for tidligt ude. Mellemkjover plejer først at dukke op medio august ved danske kyster. Men det skal nu ikke komme den til skade, at den lod sig se som en god gang 'Anschauungsunterricht', som en tysker ville have sagt. Vi fik en lys og en mørk fase, en "mellem" og en "almindelig", så der var alle muligheder for at sammenligne både faser og arter.

Efter ca. 12 timer i Vejlerne og ved Bulbjerg med 5 nye "krydser" og utroligt mange gode "øjeblikke" i bagagen var man mæt, så mæt at man gerne satte sig bag rattet og kørte de ca. 335 km hjem vel vidende, at man havde haft en oplevelse lidt ud over det sædvanlige.